Så blev det forårsjævndøgn, og det betyder at jeg har fødselsdag!

28 år.

Det er det jeg bliver.

Og det er da et meget pænt tal. Sådan rundt og lige og sådan.
Men alder er ikke noget jeg går op i.
Det er en dejlig solskinsdag, og der venter øl og hyggeligt samvær med folk jeg kender efter arbejde. Og det er jo dejligt nok. Ikke usædvanligt. Men dejligt ikke desto mindre.

Jeg går ikke op i gaver. Eller år som sagt.

Til gengæld kan jeg godt gå rundt og få grineren over, hvordan andre kvinder jeg kender forholder sig til det med alder osv.

Jeg har én veninde, der konsekvent ikke kan huske hvor gammel hun er. Hun skal altid regne efter. Hun kan dog huske hvilket Ã¥r hun er født i. Det fører sÃ¥ til en del trækken fra og læggen til, nÃ¥r hun bliver spurgt om, hvor mange somre hun har oplevet… Men man kan ikke beskylde hende for at gÃ¥ op i alder. Hvor gammel man er hænger som bekendt sammen med hvor gammel man føler sig.

Har en anden veninde. Hun elsker at have fødselsdag. Det er en hel sportsgren for hende. En helligdag med gaver og masser af hygge. Eller jeg skulle måske rettere sagt sige: det VAR en helligdag.
For sidste Ã¥r fyldte hun 30. Med dertil hørende tredjedels-krise… SÃ¥ nu har jeg pÃ¥ fornemmelsen, at hun de næste mange Ã¥r fylder 29. Underligt hvordan et tal som tredive kan Ã¥bne døren ind til alle mulige former for depression, desperation og tanker om mangel pÃ¥ livsindhold….

Men jeg tror nu bare jeg vil blive ved med at blive lidt ældre hvert år. Det er det letteste. Og så huske at tælle. Så man ikke hele tiden skal regne.
Og huske pÃ¥, at det ikke har betydning, hvor gammel man er, men hvor stort et hul man ville efterlade, hvis man pludselig ikke blev ældre….

Hav en dejlig dag.